Hvorfor prioriterer vi fysisk træning så højt

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Jeg havde besluttet mig for at lave meditativ yoga med Flora fra Mindfulness Akademiet her til formiddag. En form for yoga, som er virkelig god for mig. Den består af en masse blide og dybe stræk og mærken efter, hvad der sker i kroppen under strækkene og ikke mindst efter. En form for yoga som bringer mig i dyb kontakt med mig selv, og som giver mig en fantastisk ro.

Mens jeg lå på gulvet, sneg der sig en masse tanker ind. Er det her spild af tid – det er jo ikke rigtig træning. Er det nu også effektivt nok. Får jeg den krop, jeg gerne vil have med det her – det føles alt for let og ikke ret meget som træning. Bør det ikke være hårdere?

Og jeg ved godt, hvor alle de tanker kommer fra. I vores moderne samfund handler det om at være effektiv. Vi skal løbe hurtigt, cykle langt – vi skal have noget ud af træningen. Vi måler os selv konstant og hele tiden – hvor langt løber jeg og hvor hurtigt. Vi sanser ikke så meget omkring os, mens vi dyrker vores sport. Det er selve træningen, der er vigtig. Det er med musik i ørene og øjnene på uret. Vi skal have så meget ud af det som muligt, for vores tid er knap. Vi har så meget, vi skal nå – og løbeturen er måske en kompensation for at sidde stille hele dagen.

Så det her med at ligge på gulvet og lave de blide stræk for herefter at ligge stille og bare mærke efter, hvad der sker i kroppen, det kommer hurtigt til at føles enormt ineffektivt og spild af tid.

Men når jeg så mærker efter, så er det bare utroligt godt for mig. Godt for min krop. Godt for mit sind. Vi har brug for stilletid, at mærke kroppen. Vi er ikke gearet til det høje tempo, vores moderne samfund kører i. Den fysiske træning er vigtig, men den mentale træning er mindst lige så vigtig. At give vores hjerne et frirum og en pause, for hvad nytter det at være i god fysisk form, hvis vi har det dårligt mentalt. Stresser vi i bund og grund ikke bare vores nervesystem endnu mere ved at være aktive, når vi kommer hjem efter en lang dag på job?

Hvis vi ikke lærer at lytte til vores krop og finde en sund balance mellem den fysiske og den mentale træning, så risikerer vi at blive syge. For alt det vi får indtrykt i vores krop, og som ikke bliver udtrykt, sætter sig i kroppen. Med andre ord tanker og følelser, vi ikke får bearbejdet, sætter sig i kroppen – og kroppen husker. Derfor er den mentale del så vigtig, men desværre en ting, som vi ikke sætter så højt i vores moderne samfund. Det kan ikke måles på samme måde som den fysiske træning.

Så jeg tænkte tankerne, men slog dem hurtigt hen, for jeg ved, at den meditative yoga er god for mig. Jeg ved, at jeg finder en ro og får mærket efter, hvad der sker inden i mig. Hvad er der på spil lige nu. Hvordan er min mentale tilstand. Hvad fortæller min krop mig. Og jo kroppen kan faktisk godt fortælle dig ting, når du giver dig tid til at lytte.

En overgang var jeg meget påvirket af alle de mennesker, der pludselig skulle løbe maraton. Jeg synes ikke, jeg hørte om andet end, hvor mange der trænede, hvor langt de løb og hvor hurtigt. Jeg har aldrig været god til at løbe, og vidste godt, at jeg aldrig kom til at løbe maraton – det har jeg heller ikke nogle ambitioner om, men det påvirkede mig. Jeg sammenlignede mig med alle de her skønne mennesker, som havde fundet en ny passion i deres liv.

Jeg begyndte at løbe med ur – holde øje med distance, tid og hvor mange minutter det tog mig at løbe en kilometer. Jeg målte og vejede mig selv, sammenlignede mig med andre – og rigtigt tit slog jeg mig selv i hovedet, fordi jeg ikke var god nok – i mine øjne. Jeg ønskede, jeg kunne løbe hurtigere – det var sejt at være god. Alle andre kunne – det føltes i hvert fald sådan.

Nu kan jeg godt se, at det ikke er vigtigt. Det betyder det ikke så meget for mig. Jeg er stoppet med at løbe – det blev aldrig min ting. Nu cykler jeg i stedet, og det er fantastisk. Nu handler det ikke om fart, men mere om at høre fuglene, se naturen, nyde de smukke marker og tage et pitstop ved søen, jeg cykler ud til. Bare sidde et par minutter og blive et med naturen. Kigge på fuglene, træerne, vandet. Jeg bliver rørt OG finder en ro, som jeg ikke fandt førhen, når jeg trænede. Det handler ikke kun om at træne – det er mere en helhedsoplevelse for mig.

Naturen er så fantastisk god for os – den hjælper os med at nulstille systemet. Den beroliger vores nervesystem. Og vi er på vej til at få øjnene mere op for naturens healende kræfter – især når vi behandler stressramte. Men det kræver, at vi er nærværende, når vi er der. At vi lægger mobilen fra os, at vi lytter til fuglene, mærker vinden, lytter til træerne osv. Det er ikke nok bare at være der.

Jeg træner fysisk OG mentalt. Jeg har fundet balancen. Jeg kommer hele vejen rundt – krop og sind. Det føles rigtigt og fantastisk at stå af ræset – ikke at skulle måles og vejes konstant. Bare være med det, der er og finde roen. Få balanceret nervesystemet. Afstresse kroppen.

I morgen formiddag hopper jeg på cyklen og cykler de 7 km, der er ud til Langesøskoven herfra, dyrker en times yoga i det fri i slotshaven, og cykler hjem igen. Det er for mig den perfekte træning – noget til både krop og sjæl. Og jeg glæder mig helt vildt. Det har givet mig en helt anden glæde ved træningen.

Tak fordi du læste med og hav en fantastisk weekend.

Vicky

Det er så dejligt at se, hvor meget plads I har givet hende …

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Min yngste datter Lillie var til ridning i går. Det har ikke været let for hende at lære at ride. Hun har brug for at se tingene an og er meget forsigtig med nogle ting. Det gør, at det har taget tid, før hun sådan rigtig kunne slappe af med at sidde på hesten, og hun havde brug for, at vi gik med rundt og trak hesten. På den måde følte hun sig mere tryg, fordi hun vidste, at vi var der til at hjælpe hende, hvis hun ikke kunne styre hesten selv.

Vi gik med rundt længe – og hun begyndte at sammenligne sig med nogle af veninderne, som havde en læringskurve, der sagde spar 2. Og der gik ikke længe, inden de begyndte at ride selv. Men vi fortsætte med at gå rundt med hende – stille og roligt. Også selvom vi var de eneste.

Nu rider hun selv og hun elsker det. Hun bliver mere og mere modig. Hun er så sej. Hun vil det her så gerne, at hun har holdt ved. Selv når det var svært, og hun ikke synes, hun duede til noget. Hun er nemlig også viljestærk, og det har været fantastisk at være vidne til.

Når så hendes skønne ridelærer siger til mig i går – det er jeres fortjeneste, at hun er blevet så god nu. I har givet hende plads til at bruge den tid, hun skulle bruge, fordi hun er lidt forsigtig. Det er dejligt at se. Der er nogle børn, der starter, der ikke får samme plads og så stopper de efter kort tid, og det er synd.

Så bliver jeg lidt stolt af min bedre halvdel og mig selv. Vi er nået langt. Det rørte mig meget dybt, og jeg tror faktisk, jeg voksede 10 cm – det føltes i hvert fald sådan.

For vi har ikke altid kunne give plads. Før vi fik viden om den særlige sensitivitet og hvor jeg også var et helt andet sted i mit liv med angst og stress tæt inde på livet, da gav jeg ikke så meget plads. Jeg kan huske, at min ældste datter elskede at danse, og jeg tog med hende til en dansetime for at se, om det var noget for hende. Jeg syntes, det var fantastisk og ville gerne have, at hun skulle starte.

Jeg vidste godt, at hun skulle se tingene an, og det havde jeg det fint med. Så vi satte os på en bænk og kiggede på. Hun så, hvad det gik ud på, og hvad de lavede. Det var så fint, men det samme skete næste gang og næste gang, og pludselig mærkede jeg presset fra de andre tøser og instruktøren – eller den manglende forståelse og den sneg også ind hos mig. Der var jo ikke noget i det, det var jo bare at være med.

Tøsen var under et umenneskeligt pres til sidst, og det endte selvfølgelig med, at vi måtte droppe det. Hun havde ikke lyst, og det kan jeg da godt forstå. Det var ikke hende, der var noget i vejen med – hun havde bare brug for mere tid og lidt forståelse fra omgivelserne – den lå hos mig, fordi jeg ikke gav hende den plads og tid, hun havde brug for.

Nu er jeg blevet klogere. Hvad er det egentlig, vi skal nå? Hvorfor skal ungerne i gang så hurtigt og være selvkørende. Hvorfor bliver vi så påvirket af omgivelserne – det er da ligegyldigt, hvad de tænker – de kender ikke barnet og historien bag. Er vi efterhånden så stressede, at vi ikke har overskud til, når vores børn kræver lidt mere af os. Der kan være mange grunde, men det er så vigtigt, at vi giver børnene plads til at tage det i det tempo, de nu engang kan. Og så kan de virkelig shine.

På vej hjem fra ridning i går snakkede vi lidt om det her med at sammenligne sig med andre, og hvor ligegyldigt det er, hvad de andre kan eller ikke kan. At man lærer i forskelligt tempo, og at det er ok. Så siger Lillie til mig: Mor, det er faktisk godt nok at være lidt forsigtig, når man har med heste at gøre, for det er jo store dyr, og man skal passe på.

Hvor var det fint sagt, og det var så skønt, for så er vi nået langt, når hun tænker sådan i stedet for at føle sig forkert.

Mission accomplished <3

Rigtig god søndag til alle jer skønne mennesker derude. Vi skal nyde det gode vejr i dag og have sået, forberedt lidt til Lillies fødselsdag, som er lige om lidt og så er hængekøjerne allerede hængt op. De er et must i vores lille familie, hvor roen og stilheden er i højsædet.

Knus

Vicky

Lidt tanker fra EFT kurset i weekenden

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Hej,

Som nogle af jer ved, var jeg på børne EFT kursus i weekenden. Og hvad er EFT nu lige for en størrelse? Det spørgsmål har jeg fået mange gange. Det er et redskab til at omkode hjernen, så man kan forløse traumer, få arbejdet med psykiske lidelser som angst for eksempel. Sagt med andre ord EFT er en måde at få gjort det der er svært let. Jeg har altid synes, at det er et fantastisk redskab – det er så simpelt, at det er svært at forstå, at det virker. At man kan løse en hel masse ved at tappe på forskellige steder på kroppen – det er da magisk.

Men jeg har også synes, at det kunne være lidt svært at bruge det på børn, så det her kursus var jo oplagt at tage med på. For at få endnu flere redskaber i arbejdet med børn, der har det svært, men som tingene står hos mig lige nu med nyt arbejde, så var det egentlig mest for min egen skyld og for at have redskaber, jeg kan bruge herhjemme, når det brænder på.

Det har været et fantastisk kursus, og jeg har fået en masse redskaber med hjem, som jeg glæder mig til at få prøvet af. Men det har også været ekstremt hårdt. Og jeg ved det, når jeg melder mig – for sådan er det altid med de her kurser. Men det er ok – det er hårdt at arbejde med sig selv – og det giver mig så meget indsigt på alle mulige planer.

Vi skulle hver især fortælle noget om os selv, og der var så mange smukke historier, men især én ramte mig meget – en lille sætning faktisk. Hvor blev jeg af? Det var så fint sagt, og jeg kunne så meget relatere til det.

Hvor faen blev jeg af, da jeg kæmpede med social angst. Der kom sider frem i mig, som jeg ikke kendte. Sider som absolut ikke var kønne. Fordi jeg prøvede at navigere i noget, som jeg ikke anede, hvad var, eller hvad jeg skulle gøre ved. Jeg var så presset, at jeg forandrede mig. Jeg blev væk i al angsten.

Men det er kun én side af sagen – angsten styrede mig, men det var egentlig ikke det, der var problemet. Angsten ville vise mig, at noget var helt galt. Angsten viste sig faktisk at være min ven – selvom den var et mareridt at leve med. Problemet var, at jeg prøvede at passe ind – jeg var ikke mig selv, jeg turde ikke vise, hvem jeg i grunden er – jeg tror egentlig heller ikke, at jeg på det tidspunkt helt vidste, hvem jeg er. Jeg var den, jeg troede, jeg skulle være. Men nu er tiden til, at jeg skal være mig.

Og det slår mig bare på de her kurser, at rigtigt mange af os kæmper med det her. Der er en overvægt af sensitive kvinder på de her kurser – og det er slet ikke tilfældigt, tænker jeg. Forkerthedsfølelsen fylder rigtigt meget hos os lidt sensitive mennesker. Vi snakker her om skønne, smukke kvinder, som har så mange gaver, som kan noget helt specielt, som er kærlige og empatiske, som er nærværende og givende.

Det er helt vildt, at vi som mennesker med en masse skønne kvaliteter og gaver skal føle os forkerte. Skal være bange for at stille sig frem og sige her er jeg, og det er sådan her, jeg er – take it or leave it. Og hvile i det. Det skal vi have lavet om, for vi gør det her med vores børn også – sætter dem i bås, når de ikke lige passer ind i det store billede. Vi gør dem forkerte. Hele tiden. Du skal være sådan her for at passe ind i vores skolesystem, og hvis ikke du er sådan, så skal vi lige have dig rettet ind. Vi gør det som forældre, vi har et billede af, hvordan vores børn skal være, og hvis de ikke er sådan, så må vi gøre noget ved det – uden at blive nysgerrig på, hvordan det her barn nu er skruet sammen. Der er ikke noget at sige til, at den her følelse ligger så dybt i så mange af os.

Men ved du hvad, når vi tør at vise, hvem vi er – når vi tager paraderne ned, og viser hvad der er svært, at livet ikke altid er en dans på roser, viser at vi bare er mennesker, når vi er autentiske, så sker der noget magisk imellem os mennesker – vi bliver forbundet på en hel anden måde og vi som enkeltindivid shiner og brænder igennem. Og jeg ser det gang på gang på de her kurser. Det er så vildt, så hurtigt man bliver forbundet, selvom vi kommer fra vidt forskellige steder og er vidt forskellige. Og hvor meget man kan mærke en person, der er autentisk.

Åh jeg har så meget på hjerte, at det hele hvirvler rundt i hovedet på mig lige nu – jeg håber, at jeg får det hele med ;o) Jeg forsøger.

Noget andet jeg tager med mig fra kurset er, at vi har kun os selv at takke for alt det, vi kæmper rundt med – vi spænder så meget ben for os selv. Det er så let at pege fingre udad, men arbejdet ligger hos os selv. Vi skal lære at lytte til os selv, at lytte til vores hjerte og gøre det, der føles rigtigt. Lige meget, hvad andre tænker om det. Lige meget om vi går mod strømmen. Vi skal være dem, vi er – også selvom vi er anderledes. Vi skal ikke forsøge at passe ind. Vi skal vælge det, der er rigtigt for os selv. Vi skal tage ansvar for vores eget liv. Der kommer ikke nogen og redder os.

Min angst var noget, jeg skabte selv – det var oppe i hovedet, og det blev bare værre og værre, fordi jeg ikke lyttede til den. Jeg lyttede ikke til min krop. Jeg forsøgte at passe ind, hvor jeg slet ikke passede ind. I en travl og udadvendt verden, som jeg slet ikke trives i. Jeg passede ikke på mig selv eller tog hensyn til mine grundlæggende behov for pauser og et mere stille liv.

Det er så vildt, som vi er styret af andre menneskers synspunkter og holdninger. Vi holder os tilbage, fordi vi ikke er som flertallet – vi spænder ben for os selv, fordi vi ikke helt tør være anderledes eller gøre noget anderledes end normen. Vi skal som samfund være meget bedre til at møde hinanden åbent og nysgerrigt. Det kan godt være, at naboen er anderledes – det er ok, hvis der er noget, du ikke forstår, jamen så vær nysgerrig og find ud af, hvad det handler om. Det kunne jo være, du kan lære noget. Der er altid en historie bag barnet, der skaber sig i butikken, eller barnet der er udadreagerende i institutionen. Der er altid en historie …

Åbenhed og forståelse – det må være de sidste ord fra min side i dag. Min hjerne er ved at koge over af indtryk, og jeg kan mærke, at tankerne bliver mere og mere rodede, så tid til at stoppe ;o)

Nå ja, lige en sidste ting, hvis du elsker at arbejde med dig selv, så kom afsted på et af de her EFT kurser – de er guld væld.

Tak fordi du læste med.

Knus

Vicky

Løber du rundt i hamsterhjulet uden rigtigt at mærke efter, hvad du har brug for?

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Vi jager alle afsted for at nå alt, det vi skal, vi arbejder mange timer. Vi render til en masse i vores fritid – arrangementer i institutionen, i skolen, tager ungerne til fritidsaktiviteter, har vores egne fritidsaktiviteter osv.

Vi stræber efter det perfekte liv, efter et større hus, en større bil, vores drømmerejse

Det er sådan vores samfund er bygget op – det er de materielle ting, der tæller. Dem der viser, om du har success.

Det ligger i vores kultur.

Vi skal være effektive

Vi skal være så effektive som muligt – vi løber stærkere og stærkere. Vi bliver færre og færre til at gøre arbejdet.

Al den nye teknologi er væltet ind over os. Vi har ikke lært at håndtere den og forsøger så godt som muligt at finde vej i alt det nye. Vi er konstant online – vi bliver bombarderet med informationer og ting, vi skal forholde os til. Vi holder aldrig pauser – hjernen får ikke ro til at bearbejde alle indtrykkene.

Vi keder os, når vi ikke bliver stimuleret på én eller anden måde. Vi lever i hovedet og glemmer at lytte til kroppen. Vi kører på autopilot – tænker ikke så meget over, hvad vi gør og hvorfor vi gør det. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved, om det nu også er det rigtige for os.

Er der noget at sige til, at hjernen koger over og kroppen siger fra?

Tal og fakta om stress

Rigtigt mange mennesker lider af stress i Danmark. Det er blevet et folkesundhedsproblem.

  • 35.000 danskere er sygemeldt pga. stress – hver dag
  • 430.000 danskere – svarende til 10 – 12 % har stort set symptomer på alvorlig stress hver dag
  • 250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
  • 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet
  • 1½ million ekstra fraværsdage
  • 30.000 hospitalsindlæggelser
  • 500.000 kontakter til egen læge
  • Hver femte, der bliver syg af stress, risikerer at miste sit job
  • 3000 førtidspensionister
  • 1400 danskere dør hvert år af stress
  • 14 mia kr koster stress Danmark om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet
  • Ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser
  • Danmark havde allerede i 1992 udgifter i forbindelse med stressrelaterede hjerte-kar-sygdomme for ca 900 millioner kroner
  • Stress og depression bliver de væsentligste kilder til sygdom i år 2020
  • Stress er et stigende folkesundhedsproblem, fastslår Statens Institut for Folkesundhed

Kilder: Verdenssundhedsorganisationen WHO, Statens Institut for Folkesundhed, NFA, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Sundhedsstyrelsen, Professor dr. med. Tage Søndergård Kristensen fra NFA, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med European Heart Network, Undersøgelse fra Landsorganisationen i Danmark (LO’s) ugebrev, A4, 2009.

Det er nogle ret vilde tal! Og det er kun for os voksne – statistikkerne for børn og unge ser ikke meget bedre ud.

Vi bliver simpelthen syge og dør af stress. Fordi vi har for travlt – fordi vi ikke gør, hvad der er bedst for os. Fordi vi lever i hovedet og ikke lytter til kroppen.

Og vores børn lærer af os – vi er deres største læremestre.

Er det nu også det rigtige vi har gang ì?

Det er let at ryge på vognen og følge de andre. Det er jo sådan, det skal være – det er sådan, vi gør. Vi skal stræbe efter det gode liv. Hvad kan jeg også gøre som enkeltperson – det er samfundet, der er skruet sådan sammen.

Men hvad er det gode liv? Er det at have en masse materielle ting – at have råderum til at gøre en masse ting? Eller kunne det være en løsning ikke at arbejde så meget og have tid til rådighed? At hoppe ud af hamsterhjulet og sænke barren lidt – sådan rent økonomisk?

I mine øjne bliver man ikke fattigere af en lidt lavere indkomst – snarere tværtimod. Ville det ikke give mere overskud til hverdagen, til børnene, til dig selv – ville det ikke give et bedre helbred? Ville det ikke give mere tid til bare at være – til pauserne, som er så vigtige for os?

Jamen det er jo ikke bare sådan lige at hoppe ud af hamsterhjulet

Du kan gøre rigtig meget selv – hvad er det, der er vigtigt for dig. Sådan rigtigt vigtigt? Hvad er det, der gør dig glad? Er der ting, du gør af ren pligt og som i virkelighed dræner dig mere end det gør dig godt?

Tag dit liv op til revision og gør mere af det, som giver energi.

Vi kan være så stressede, at vi dårligt nok ved, hvad det er, vi godt kan lide at bruge tid på. Vi kommer altid i sidste række – foran alt det, som vi SKAL.

Og hvad med arbejdet? Fylder det for meget eller er det som det skal være? Færre arbejdstimer måske? Kunne det give lidt luft?

Kan du skabe et mere simpelt liv? Der er masser, du kan kigge på

Det starter med os selv

Indtil nu har vi kun snakket om strukturen omkring dit liv. Rigtigt meget stress forårsages af tanker. Så selvom det ikke kan nytte noget, at vi bare styrter derudaf, så er det lige så vigtigt at lære sig selv at kende. Vi har brug for de stille øjeblikke, hvor vi får kigget på vores tanker. Hvad er det, der stresser? Hvad er det for tanker, der går igen? Hvad er det, vi bruger vores krudt på? Her kan mindfulness hjælpe os.

Bare at være – ikke så meget gøren

Vi skal have fundet balancen, så vi passer på os selv, lærer os selv at kende – vores grænser, vores behov, prioritere anderledes, stå af ræset, så vi kan finde forståelsen og venligheden til vores omgivelser. Så kan vi nå rigtigt langt.

Og det skal vi have lært vores børn. Rigtigt mange børn kan ikke følge med – kan slet ikke slappe af i deres små kroppe, kan ikke finde ud af at trække vejret, får angst … de forsøger at følge med os voksne …

Det lykkes ikke så godt og de fortjener så meget mere. Jeg ville ønske at mental sundhed og mindfulness var på skoleskemaet. Det er lige så vigtigt som at lære at læse og skrive. Men det kan ikke måles …..

Hvis du kunne tænke dig at prøve noget af det her af

Kunne du tænke dig at mærke den forandring mindfulness og meditation kan have på dit helbred – fysisk som mentalt.

Så gå i gang stille og roligt med at meditere. Der er rigtigt mange apps derude, som kan guide dig igennem en meditation. 10 min et par gange om dagen – det er alt.

Jeg kan varmt anbefale At leve mindfuldt appen – den har både guidede meditationer og en meditativ yoga, hvis du har mod på det.

Og husk at det tager en måneds tid at ændre vaner, så lad være med at slå dig selv i hovedet, hvis du ikke lige får det gjort, men forsøg at holde fast.

Det er helt vildt, hvad det kan skabe af forandring – tør du prøve?

Vi lever kun én gang – det er lidt trist, hvis vi dårligt når at registrere, at vi er her.

Min lydfølsomhed er min vejviser

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Når jeg er brugt eller stresset, så bliver jeg meget lydfølsom.

Lyde fylder og føles som tortur

Selv de mindste lyde går lige ind og fylder helt enormt meget. Det føles som tortur. Smasken ved bordet, én der drikker, tøserne der hygger sig lidt højlydt med ét eller andet sjovt, fødder der slæber hen ad gulvet, en opvasker, der bliver tømt, klirren med glas, fjernsynet der kører, musik – ja stort set alt, hvad der siger en lyd.

Familien skal helst være helt stille, og hver gang der kommer et lille pip, er jeg efter dem. Kan I ikke dæmpe jer lidt, kan du ikke skrue lidt ned for fjernsynet, behøver du lige at tømme opvasker nu, kunne I ikke bare tage lidt hensyn osv. Umuligt at være i for alle parter, for vi skal jo alle sammen kunne være her.

Jeg er ikke verdens navle

Vi skal alle sammen lære at tage hensyn til hinanden, men nogle gange skal vi også huske på, at vi ikke er verdens navle. Sådan havde jeg det tidligere – når jeg var lydfølsom, så skulle alle være stille – det var altid de andre, der var noget galt med. De måtte da kunne forstå, at jeg havde brug for stilhed, og så skulle de tage hensyn og være stille. Bum – så var den ikke længere. Meget simpelt.

Jeg har også et ansvar selv for at finde den ro, jeg har brug for.

Nu gør jeg noget andet

Jeg ved, at når jeg bliver lydfølsom, så er det, fordi jeg skal til at passe på mig selv. Det handler egentlig ikke så meget om lydene – de passer bare på mig og gør mig opmærksom på, at nu er det tiden at trække stikket.

Så i stedet for at være i den umulige situation, hvor alle lydene generer mig, så trækker jeg mig. Så kan min familie gør, som de vil og hygge sig med det. Mens jeg trækker mig til et mere stille sted. Jeg bruger rigtigt meget musik i ørerne til at lukke verdenen ude – bare lidt stille og roligt musik, som kan lukke alle lydene ude og giver mig et fristed til at komme mig.

Lydfølsomhed som min vejviser

Det er en fantastisk vejviser at have – en lydfølsomhed, som gør mig opmærksom på, at nu skal jeg trække mig – hvis man lytter. For nogle gange kan man være så fokuseret på lydene og alt det, der generer, at man ikke lytter til sin krop. Ved hjælp af mindfulness har jeg lært at lytte – så jeg stopper op, inden jeg reagerer, og får trukket mig selv ud af situationen. Jeg tager ansvar og passer på mig selv.

Er dit barn lydfølsomt

Og det her kan du også bruge til dit sensitive barn, hvis det er lydfølsomt. Når dit barn er presset, så vil sanserne bliver mere udtalte – så når dit barn pludselig ikke kan klare lydene, så er det tiden at få barnet til et mere roligt sted. Det er vigtigt at tage alvorligt og ikke bare slå det hen. Især hvis du ikke selv er lydfølsom, så kan det være svært at forstå, at lydene kan fylde så meget. At de kan være så generede, at barnet ikke kan holde dem ud.

Når dit barn reagerer voldsomt på lyde

Tag stille og roligt uden alt for megen snak og spørgsmål dit barn hen til et sted, hvor det kan få den ro, det har så meget brug for lige dér.

Og giv dit barn den tid, det har brug for til at komme sig. Nogle gange tager det bare tid, og det hjælper ikke dit barn, hvis du stresser over, at I skal bruge tid på det, eller at barnet ikke kommer sig hurtigt nok.

 

Jeg troede faktisk, at det ville finde en naturlig balance …

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Jeg var til møde på skolen med min yngste datters pædagog og lærere for noget tid siden. Vi kom til at snakke om ferie og pædagogen, som er tilknyttet klassen fortalte om sin ferie, hvor forældre ved poolen havde været så fraværende over for børnene. De brugte al deres tid på mobilen.

“Jeg troede faktisk, at det ville finde en naturlig balance efter et stykke tid.”

Hun undrede sig meget over, at vi ikke har fundet balancen i vores brug af mobilen endnu. At vi som forældre stadig bruger rigtigt meget tid på mobilen.

Det er gået ufatteligt stærkt med teknologien de sidste år – teknologien er væltet ind over os, og vi har aldrig lært at håndtere den. Vi er bare hoppet på toget uden at tage stilling til, hvor meget og hvor lidt – uden at få lavet sunde mobilvaner. Vi har ladet os rive med.

Vi bruger mobilen til mere og mere, og vi kan konstant være online – vi kan tjekke mails, beskeder fra arbejdet, fra familie og venner, være på sociale medier, surfe på nettet – vi vil gerne følge med og nødigt gå glip af noget.

Vi giver ikke vores hjerne de naturlige pauser, som vi gjorde før – nu tjekker vi lige mobilen, når vi venter på bussen, hænger fast i køen – når vi keder os. Tidligere var der ikke så meget at give sig til i de situationer, og det var faktisk rigtigt sundt for os.

Der sker noget med os, når vi udfylder alle vores pauser med online tid.

“Vi ser præcis de samme symptomer på afhængighed af telefonen som ved sukker, alkohol og cigaretter. Du bliver irritabel og rastløs, hvis du ikke kan få dit fix. Det er nøjagtig de samme centre i hjernen, der bliver aktiveret, det viser en række hjernescanningsstudier. Telefonens magiske tiltrækning skyldes et urinstinkt, der gør os bange for at stå udenfor flokken – og derfor vil vi helst ikke gå glip af noget. Sammen med den kemiske reaktion i vores hjerne, der er vores belønning for at interagere med andre, har dette instinkt sikret os overlevelse i tusindvis af år, men i forhold til moderne teknologi kan vi ikke handle pr instinkt. Præcis ligesom vi heller ikke bare kan skovle sukker ind i store mængder, selvom vores reptilhjerne fortæller os, at det er en fremragende idé, hvis vi gerne vil overleve. Vi er nødt til at beslutte os for nogle hensigtsmæssige vaner.”

 

(Psykolog og ph.d Morten Fenger i Tid til digital detox – artikel i Psykologi nr 5 2016)

Nogle gange kan vi ikke forstå, at vores børn bruger så meget tid på deres mobiler og iPads. Men hvis vi kigger på os selv som forældre, så er det vel ikke så mærkeligt. Vi kan være efter dem lige så meget, vi vil, men så længe vi ikke selv gør noget ved det, gør børnene det heller ikke. Det giver jo ikke så meget mening, at vi bruger mobilen derudaf, når de ikke må. Den er lidt svær at forklare.

Vi skal have lært at håndtere al den her nye teknologi – der er ingen tvivl om, at den er fantastisk, og så mange ting er blevet lettere og sjovere for den sags skyld. Og vi skal bruge teknologien, men vi skal også tænke over nærværet med vores børn, vi skal tænke over at få indlagt pauser, så hjernen ikke koger over. Så vi ikke bliver afhængige og stressede.

Har du taget stilling til og indført mobilvaner derhjemme?

Det kan have stor betydning for dit barns trivsel. Vores brug af mobilen og sunde mobilvaner er noget af det, jeg sidder og arbejder med i mit online kursus om at få dit barn i balance. For at vores børn skal trives, kræver det, at vi selv er i balance, og der modarbejder mobilen os.

Men mere om det senere <3

Jeg har lidt af angst i mange år

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Nu springer jeg ud. Det er temmelig angstprovokerende, men det er det, der skal til for, at jeg kan komme videre. Og så synes jeg, det er vigtigt at få brudt nogle af alle de her tabuer, vi har i kørende. Det gavner ingen. Men det er nogle gange den lette løsning – eller det føles i hvert fald sådan i situationen. Alle problemer har været løsninger engang.

Social angst

Jeg har lidt af social angst i mange, mange år. Det startede stille og roligt med få situationer, som jeg syntes var svære. For mig handlede det om, når jeg blandede mine verdener sammen – mit privatliv med skolen eller arbejdet. Så hvis jeg skulle have min bedre halvdel med til et arrangement på arbejdet fx – og det havde ikke noget med Torben at gøre, men jeg tror bare, at det kom for tæt på – så kom reaktionen. Folk skulle jo nødigt komme for tæt på mig og se, hvem jeg er med alle mine fejl og min uperfekthed.

Jeg fik det fysisk dårligt – med kvalme, svimmelhed, hjertebanken, hedeture.

Jeg anede ikke, hvad det handlede om på det tidspunkt – jeg havde ikke hørt om angst før. Så jeg kæmpede mig igennem situationerne og gemte det for omverdenen.

Et mareridt at leve med

Det blev værre og værre og fyldte mere og mere for mig.

Jeg brugte så mange ressourcer på det. Det var en pinsel for mig at blive inviteret til noget, og jeg sagde kun ja til de ting, vi skulle deltage i. Jeg trak mig mere og mere – jeg kunne slet ikke overskue at skulle noget. At skulle kæmpe med min angst, som jeg ikke anede, hvad var eller handlede om.

Jeg græd som pisket i badet, når jeg gjorde mig klar – angsten overtog fuldstændigt mit liv, og min krop var aldrig i ro og balance. Den var konstant stresset.

Jeg bekymrede mig om de ting, vi skulle med til – lang tid i forvejen. Hvad nu hvis? Og hvad tænkte de andre om mig? Og det gjorde det ikke lettere i situationen. Jeg havde kørt mig selv så højt op, at min krop reagerede.

Jeg følte mig svag og uperfekt. Menneskelig ville jeg jo sige nu, men det kunne jeg ikke se den gang.

Det var ikke noget, jeg kunne styre selv – min krop var ude af min kontrol, og det var en ubehagelig følelse.

Valgte at stå alene med det

Det var forbandet hårdt – og fordi jeg skjulte det, stod jeg helt alene med det. Jeg kæmpede mit livs kamp. For ikke at stå ud – for ikke at krakelere.

Det var en umulig kamp – jo mere jeg kæmpede imod, jo værre blev angsten.

Jeg kunne ingenting – bare det at tage op at handle var en kamp for mig og hvis tøserne var med, var det endnu værre. Jeg kunne slet ikke være der for dem.

Smed endelig håndklædet i ringen

Til sidst smed jeg håndklædet i ringen – efter mange år med angst. Jeg fortalte det til mine forældre og min søster. De havde ikke set den komme – jeg havde lykkedes med at skjule det selv for dem. Jeg ved, det gjorde dem kede af det, for vi har altid være tæt og kunne snakke om alt, men det var bare den eneste løsning for mig at skjule det – jeg kunne ikke se nogen anden udvej.

Hjælpen kom prompte – min søster kom med brochurer om angst. Og jeg læste og læste. Så at man kunne gå til lægen og få angstdæmpende medicin. Jeg var så ramt på det her tidspunkt, at det blev løsningen for mig – jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, jeg kendte ikke andre muligheder, og min krop skreg efter ro og balance.

Bare det at bestille en tid ved lægen var svært – jeg havde så meget brug for bare at blive taget i hånden og taget med til lægen. At der var nogen, der tog over – der tog føringen. Jeg kunne slet ikke håndtere det. Det kan være svært at forstå, at man kan komme så langt ud – men det kan man. Der hvor man bare ikke kan mere – hvor alt synes håbløst.

Et hurtigt fix

Jeg fik slæbt mig til lægen og brød fuldstændig sammen.

Jeg har heldigvis en super sød læge, som var meget forstående. Jeg bad simpelthen om den angstdæmpende medicin – jeg havde så meget brug for at komme ud af det her. Jeg orkede ikke mere. Det skulle være et hurtigt fix. Det her med samtaler hos psykologer, ventetider osv – det orkede jeg slet ikke at forholde mig til.

Jeg fik en recept med hjem på angstdæmpende medicin. Det var sådan en hurdle for mig at skulle starte på den her medicin. Jeg var flov – alle mine fordomme kørte derudaf. Men fandt heldigvis hurtigt roen i det – og jeg fik det langsomt bedre. Og sikke en befrielse pludselig at kunne en masse ting – at kunne være dér for mine tøser. Sådan rigtigt – for det havde jeg ikke kunne være før. Det handlede kun om overlevelse, når vi var nogle steder – jeg kunne slet ikke rumme dem.

Fik livet tilbage

Jeg fik livet tilbage. Jeg kunne gå til koncerter, som jeg elsker. Bare sådan en simpel ting som at tage ud og handle med mine tøser – det kunne jeg lige pludselig igen. Uden at det var noget, som skulle overstås i en fart. Jeg fik flere kræfter til at lave nogle af de ting, jeg sætter pris på.

Jeg har taget den her angstdæmpende medicin i et par år og er lige kommet af dem. Udelukkende fordi jeg selv ville – min læge mente, at jeg havde brug for medicinen resten af livet, men hvorfor dog det. Jeg har levet uden medicinen før, og det kan jeg også nu. Og jeg takker de højere magter for, at jeg er stædig, for ellers ville jeg stadig være på medicin.

Hvad gør jeg nu

Jeg har tidligere på året taget et mindfulness kursus, som har givet mig nogle redskaber til at håndtere min angst, hvis den titter frem igen. Jeg har fået en måde at leve på med meditation og yoga, som gør, at jeg er blevet meget bedre til at passe på mig selv. At lytte til min krop og det er en kæmpe hjælp til at forebygge angst.

Jeg har fundet Access Bars, som kan give ro og en balance i livet.

Seneste skud på stammen er Emotional Freedom Technique (EFT), som har givet mig redskaber, jeg kan bruge, hvis angsten titter frem. Ved at banke kan jeg berolige min krop og omprogrammere min hjerne og på den måde behandle mig selv for angst.

Hele den her pakke af redskaber har gjort, at jeg ikke længere er bange for angsten – jeg ved, hvad jeg skal gøre ved den. Det gjorde jeg ikke før – det har gjort en kæmpe forskel.

Min vej var den ekstremt hårde vej

Det har været fuldstændig fantastisk at komme ind i den alternative verden. Jeg har følt mig forstået – jeg havde ikke noget, som kunne skræmme nogen – vi har alle vores at kæmpe med, på den ene eller anden måde. Og det har været så befriende. At blive mødt med forståelse og et ønske om at hjælpe mig med de ting, jeg kæmper med. Det er helt vildt, og jeg er meget taknemmelig.

Lad være med at gå samme vej som jeg – hvis du lider af angst. Få gjort noget ved den – se den i øjnene, lyt til din krop – den prøver at fortælle dig noget og den bliver ved, indtil du lytter. Angsten forsvinder ikke bare af sig selv – du bliver nødt til at gøre noget.

Og jeg vil gerne hjælpe dig med det – jeg har lige sat EFT’en op på min hjemmeside og i mit system, så jeg nu tilbyder EFT behandlinger. Det er så vildt, hvad man kan udrette med EFT’en. Jeg kan lære dig at behandle dig selv, så når du står i de svære situationer, så ved du, hvad du skal gøre – og faktisk vigtigst af alt, der er noget at gøre.

Og ved du hvad, jeg har været igennem så meget forskelligt, så det er helt sikkert, at jeg møder dig med den samme forståelse og omsorgfuldhed, som jeg selv er blevet mødt med i den alternative verden.

Der er ingen følelser, der er forkerte <3

Har du lyst til at læse mere, så kig ind på min hjemmeside, hvor du vil kunne finde mere information om EFT:

Læs mere om EFT

Knus

Vicky

Hvad gør man lige, når éns barn brænder sammen ….

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

.. og man har brug for et quick fix?

Du har måske nogle ting, du ved, du kan ændre, som vil gøre en forskel på den lange bane. Nogle ting du har tænkt over at ændre, men som du ikke lige har fået gjort – der har været så meget andet.

Det er ikke noget, der løser situationen lige nu. Noget der kan give dit barn lidt ro og balance.

Måske er du på helt bar bund og aner ikke dine levende råd.

Når barnet har ikke mere at give af

Vi kender det alle sammen – det hele brænder på. Barnet har ikke mere at give af – barnet er overstimuleret. Barnet trives måske ikke i institutionen eller skolen. Der er lange dage, for mange stimuli, for mange nye ting efter skolestart – der kan være mange udfordringer.

Det er frustrerende – man vil bare så gerne kunne hjælpe sit barn. Have noget som kan give lindring med det samme – og ikke om nogle uger.

Kan du rent faktisk hoppe over hvor gærdet er lavest?

Og hjælpe dit barn med det samme – give dit barn lidt ro i kroppen? Ja det behøver ikke altid at hårdt at få tingene rettet op. Nogle gange findes der faktisk et quick fix.

Access Bars er en helt fantastisk behandlingsform, som ret hurtigt kan hjælpe dit barn. Det er en blid behandlingsform, hvor man nænsomt berører 32 forskellige punkter på hovedet. Det er så let at lære, og det kræver ingen forudsætninger. Og når du lært det, kan du hjælpe dit barn med det samme – det kan gøre en kæmpe forskel i en sensitiv familie.

Bars kan være det hurtige quick fix, som kan hjælpe jer igennem dagene, imens du får kigget på de ting, som overstimulerer dit barn. For det er altså også vigtigt – at få indrettet jeres liv efter dit sensitive barn. Alt efter hvor ramt dit barn er, kan det tage lang tid at få rettet op. Det kan nogle gange tage uger, før barnet finder balancen – finder roen og trives. Og imens kan du give dit barn Bars – det er en fantastisk gave.

Jeg vil ikke undvære Access Bars nu

Jeg ville ønske, at jeg kendte til Access Bars dengang min ældste datter kæmpede med overstimulering og adskillige nedsmeltninger hver uge. Det var virkelig en hård tid, og det tog 3-4 uger, inden vi fik styr på situationen. Inden hun kom i trivsel.

Det var så frustrerende ikke at kunne gøre noget ved det – det tog rigtigt hårdt på os alle sammen.

Lige her ville Bars have gjort underværker. Vi ville hurtigere have kunnet få hende i balance. Og det ville have fjernet den her følelse af ikke at kunne gøre noget for hende. Der er en forfærdelig følelse af have som forælder.

Access Bars kurser

Jeg holder kurser i Access Bars i Odense – det er et endags kursus, hvor du lærer de 32 punkter. Du giver og modtager 2 behandlinger i løbet af dagen, og du vil herefter kunne bruge det hjemme eller som behandler. Jeg elsker at undervise i Access Bars – at se kursisternes reaktion på behandlingen. Når de mærker behandlingen på egen krop. De kan meget hurtigt se muligheder. Det er svært ikke at blive begejstret. Og så elsker jeg de tilbagemeldinger, jeg får, om hvilke forandringer det skaber i deres familier med det samme.

Det her er hvad én af mine tidligere kursister har sagt:

“Fantastisk varmt menneske som gir en oplevelse uden lige udi BARS kursus! Prøv det”

Kunne du også tænke dig at lære Access Bars og få det her fantastiske redskab med hjem?

Så holder jeg kurset de følgende dage i Odense:

  • 18. september
  • 9. oktober
  • 30. oktober
  • 13. november

Du kan tilmelde dig via følgende link:

Læs mere og tilmeld dig kursus

Jeg ville elske at have dig med på kurset og vise dig, hvor stor en gave Bars kan være for den sensitive familie.
Ses vi?
Knus
Vicky
Har du set min E-Bog om overstimuleringer? Du kan downloade den herunder, hvis du har brug for hjælp til at forebygge overstimuleringer.

 

 

 

Hvorfor er det, vi hele tiden vil have, det larmer?

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

“Vores liv er så fyldt med støj, at vi ikke længere kan finde ro og en prioritering i vores egne hoveder.

Det handler om den konstante online-liv Facebook, Snapchat, Twitter, Instagram. Om det kolossale bombardement af nyheder på vores smartphones, computer og fjernsyn.

Det handler om, at vi i dag er så påvirket af nye informationer og afbrydelser, at vores hoveder ikke længere kan skelne mellem den vigtige og den ligegyldige information.

Det handler ikke om, hvorvidt man bruger sin smartphone til mere eller mindre ligegyldige ting. Det handler om: Hvorfor er det, vi hele tiden vil have, det larmer? Er det fordi, der i virkeligheden er noget, som vi ikke tør lytte til?”

Anders Matthesen

Anders Matthesen har fat i noget helt rigtigt

Jeg var på et 9 ugers mindfulness kursus først på året. Jeg ‘kom til’ at sige, at jeg elsker at have musik i ørene, når jeg er ude at gå en tur. Og det er så men ikke, fordi jeg synes, der var noget forkert i at lytte til musik – jeg elsker det, men jeg havde ikke lige set det komme, som kom. For kommentaren jeg fik var: Det er måske, fordi der er noget, du ikke vil høre. Skal der være støj hele tiden, så du ikke kan mærke dig selv?

Lige DEN har jeg tænkt rigtigt meget over. Bruger jeg musikken til at skabe ’støj’, så jeg ikke behøver at lytte til kroppen – til mine følelser, til mine behov?

Jeg har aldrig kunne lide, når der var helt stille

Førhen når jeg var alene hjemme, så skulle fjernsynet helst køre, eller radioen skulle spille. Eller jeg skulle være online. Jeg brød mig ikke om den totale stilhed. Der var FOR stille. Når der ikke var børn, der snakkede, når der ikke var musik … til trods for at jeg elsker at være alene hjemme, netop fordi der så ikke sker så meget. Jeg kan lade op helt for mig selv. Jeg elsker det. Det er da lidt mærkeligt, at jeg så ikke kan holde stilheden ud, når det nu er den, jeg søger.

Hvorfor skal der være støj, når jeg nu elsker stilheden?

Mindfulness kurset fik mig til at elske stilheden – også når der er HELT stille

Det at lære at meditere og begynde at bruge det i hverdagen har fået mig til at elske stilheden – oprigtigt og sådan for alvor. Jeg kan mærke nu, at det er godt for mig. Jeg bruger meditationen som en måde at passe på mig selv og jeg lytter til min krop – uden en masse støj til at aflede mig fra de svære følelser. For det er det, jeg har gjort. Jeg havde ikke lyst til at høre min krop – jeg levede i mit hoved. Jeg har virkelig ikke lyttet til min krop. Jeg lyttede ikke til mine behov. Jeg levede i hamsterhjulet og kun i mit hoved.

Der er rigtig mange mennesker, som lever i deres hoved, som har svært ved at trække vejret ordentligt – sådan helt ned i maven. Som har svært ved at slappe af i kroppen. Som slet ikke lytter til deres krop – kroppen kan fortælle os så meget om vores mentale og fysiske tilstand. Men lytter vi? Jeg gjorde ikke …

Yoga

Min mor har sagt til mig mange gange, at yoga lige ville være noget for mig. Men nej, jeg skulle ikke i gang med yoga – det var alt for stille. Zumba var lige mig – fart på og høj musik. Der begynder at tegne sig et mønster, ik? På det her mindfulness kursus blev vi introduceret til yoga. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at min krop skriger på yoga. Min krop elsker yoga – de langsomme bevægelser, strækkene, tankerne der får lov at flyde, følelserne der kommer op, sårbarheden, bare det at lytte til kroppen – hvad har den egentlig brug for? Det var den vildeste oplevelse og nu elsker jeg yoga. At være stilheden – at passe på mig selv og min krop.

Det gør os syge, når vi ikke lytter til vores krop

Så mange mennesker i Danmark bliver syge af stress, får alvorlige sygdomme, får depressioner, får angst. Måske er det ikke så mærkeligt. Vi vil gerne have børn, karriere, materielle goder, realisere os selv – deltage i alverdens arrangementer og samtidig vise, at vi har så meget styr på tilværelsen. Har vi fået vores verden skruet forkert sammen i jagten på alt det, vi gerne vil?

Hvad betyder det egentligt at have styr på tilværelsen?

Jeg så en fin kommentar den anden dag, der sagde – der er jo en grund til, at det hedder human beings og ikke human doings.

Tænk lige lidt over den – hvad er det, vi sætter højest i vores samfund? Er det væren eller gøren?

Det er meget interessant …. og meget tankevækkende!

Jeg stortrives i Australien

Min familie og jeg var på vores drømmerejse til Australien sidste efterår. Jeg er meget betaget af Australien. Jeg var dernede for 20 år siden og forelskede mig i landet med det samme. Jeg har egentlig altid troet, at det var på grund af den smukke og meget alsidige natur. Men da jeg kom derned igen sidste år, slog det mig lige pludselig, at det er ikke på grund af naturen – den elsker jeg stadig – men det er ikke derfor, jeg føler mig hjemme og rigtig godt tilpas. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg stortrives i Australien.

Det er den australske mentalitet.

Sit down and relax

 Australierne har efter min mening fat i noget rigtigt. De hviler så meget i sig selv. De er meget afslappede. Vores motto på ferien blev ret hurtigt – sit down and relax – super inspireret af australierne. Det var meget interessant at mærke på egen krop, hvordan uroen breder sig, når tingene ikke lige går, som man forventer, når man føler, at der ikke er styr på tingene – og hvordan australierne siger tag det nu bare roligt, det skal nok gå. Ingen grund til panik.

Det bedste eksempel er, da vi skulle med en færge til Fraser Island – en lille smuk ø, som jeg gerne ville vise min familie. Vi betalte for færgeturen og havde et par timer, inden vi skulle sejle. Pludselig kommer min bedre halvdel i tanke om, at han ikke fik nogle billetter til færgeturen. Så han går tilbage for at få styr på det. Han bliver mødt med et Don’t worry – sit down and relax. Fint nok, så var der styr på det – første gang vi blev mindet om uroen i kroppen, når vi følte, at der ikke var styr på billetterne.

Panik, panik – vi har ingen billetter

Vi kommer ned til færgen, står i kø for at gå ombord, og jeg ser en i rækken foran mig, som viser en billet. Panikken kommer op i mig med det samme – kroppen reagerer og jeg tænker, det passer bare ikke! Vi kommer hen til kontrolløren og jeg siger, vi fik ikke nogen billet og forventer en masse bøvl. Men vi bliver bedt om at gå ombord på færgen – stille og roligt og uden drama.

Det er ikke det eneste eksempel – vi skulle med bussen på et tidspunkt og havde købt billetter. Da vi kommer ind i bussen, viser det sig, at vi har købt nogle forkerte billetter og ikke har billet til vores yngste datter. Igen systemet kommer i alarmberedskab – kommer vi nu med bussen? Skal vi tilbage og have købt billetter? Vi er trætte og vil bare gerne hjem til hotellet – hvad sker der nu, hvis vi skal vente længere med at komme tilbage? Tankerne er mange ….

Den her skønne buschauffør forklarer os, hvilke billetter vi skulle have haft og siger bare husk det til næste gang.

Sit down and relax – det skal nok gå alt sammen. Hvor meget lettere ville det have været at have den holdning – det skal nok gå? Ikke at have fået kroppen i alarmberedskab op til flere gange … Havde den gået i Danmark, det tror jeg faktisk ikke. Vi har en helt anden holdning til billetter og kontrol. DEN har jeg også tænkt over mange gange – systemer frem for venlighed. Hvorfor skal det hele være så pokkers firkantet? Det er mennesker, vi har med at gøre – vi begår fejl. Og så er det altså rigtig rart at blive mødt med forståelse og venlighed. Et bare husk det til næste gang.

Vores samfund er stresset

Vores samfund er helt enormt stresset – det var tydeligt at mærke, da vi kom hjem fra Australien. Vi var ved at få sit down and relax helt ind under huden, hvilket selvfølgelig er betydeligt lettere, når man er på ferie. Men vi kom hjem til et samfund, hvor vi råber af hinanden i trafikken, hvor vi ikke kan finde ud af at flette ind, for vi skal helst først, hvor vi bliver lidt småsure, hvis der er nogen, der kommer først i køen i supermarkedet, hvis den foran fjumrer lidt med Dankortet og det tager at halvt minut mere, så bliver vi utålmodige, hvis der ikke lige er kasser nok åbne i supermarket, så hidser vi os op over, at vi skal stå i kø, måden vi taler til hinanden på, til vores børn indimellem, på de sociale medier, hvor det åbenbart er helt legalt at svine hinanden til uden nogen som helst forståelse for den baggrund eller historie, personen har … jeg kunne blive ved. Det er tegn på stress – kort lunte, manglende forståelse, venlighed og overskud. Det er synd, og er det virkelig det vi vil?

Jeg har ikke svarene – jeg kan ikke pådutte dig noget

.. men jeg har en holdning til, hvordan jeg synes, verdenen skal se ud. At vi skal lære at lytte til os selv og til vores krop. Og jeg deler den gerne, så må du selv tage stilling til, om du deler min holdning og har lyst til at arbejde med dig selv på den måde, som jeg har gjort.

Det starter med os selv

Det kan ikke nytte noget, at vi bare styrter derudaf – vi har brug for de stille øjeblikke. Bare at være – ikke så meget gøren. Vi skal have fundet balancen, så vi passer på os selv, lærer os selv at kende – vores grænser, vores behov, prioritere anderledes, så af ræset, så vi kan finde forståelsen og venligheden til vores omgivelser. Stå af ræset. Så kan vi nå rigtigt langt.

Og det skal vi have lært vores børn. Rigtigt mange børn kan ikke følge med – kan slet ikke slappe af i deres små kroppe, kan ikke finde ud af at trække vejret, får angst … de forsøger at følge med os voksne …

Det lykkes ikke så godt og de fortjener så meget mere. Jeg ville ønske at mental sundhed var på skoleskemaet. Det er lige så vigtigt som at lære at læse og skrive. Men det kan ikke måles …..

Hvis du kunne tænke dig at prøve noget af det her af

At mærke en forandring mindfulness og meditation kan have på dit helbred – fysisk som mentalt.

Så gå i gang stille og roligt med at meditere. Der er rigtigt mange apps derude, som kan guide dig igennem en meditation. 10 min et par gange om dagen – det er alt.

Jeg kan varmt anbefale At leve mindfuldt appen – den har både guidede meditationer og en meditativ yoga, hvis du har mod på det.

Og husk at det tager en måneds tid at ændre vaner, så lad være med at slå dig selv i hovedet, hvis du ikke lige får det gjort, men forsøg at holde fast.

Det er helt vildt, hvad det kan skabe af forandring – tør du prøve?

Er nedsmeltninger hverdag her efter ferien?

Har du lyst til at følge med så kan du finde mig her:
Facebook
Facebook
LinkedIn

Åh sommerferie er dejlig – hvor man bare kan være, der er tid til tøffetid, man skal ikke tidligt op, og børnene får måske også lov til at være længere oppe. Det hele går i et langsommere tempo – og det er sådan det skal være.

Og børnene har brug for at være sammen med deres forældre, søskende – de har også brug for tid væk fra institutionen, skolen.

Vi har alle brug for en pause fra hverdagens stress og jag, som det jo ofte går hen og bliver, hvis vi ikke passer på.

Hverdagen er tilbage

Men pludselig er hverdagen tilbage – vi skal op i gear. De lange dage er tilbage. De tidlige morgener, alle indtrykkene. Det er lige fra det ene til det andet.

Det kan være barskt at skulle omstille sig – især for et sensitivt barn.

Barnet bliver overstimuleret og reagerer, når det kommer hjem. Barnet lukker ned og er ikke til at komme i kontakt med, viser et voldsomt temperament, råber og skriger, eller trækker sig ind i sig selv – alt det her karakteriserer en nedsmeltning.

Barnet har fået for mange indtryk og er blevet overstimuleret i en sådan grad, at barnet trækker sig for at passe på sig selv.

Nedsmeltninger er en stressreaktion

Det er en stressreaktion og den skal tages meget alvorligt. Barnet må ikke have nedsmeltninger mange gange i løbet af en uge, så skal du have kigget på jeres hverdag og have lavet ændringer. Jeres hverdag skal skræddersyes efter barnets behov. Og der er rigtigt meget, man kan gøre derhjemme – det er som oftest ikke kun i skolen eller i institutionen problemerne ligger.

Nogle af de ting du kan kigge på er:

  • Får barnet nok søvn?
  • Får barnet tanket op med mad i løbet af dagen?
  • Pauser i løbet af dagen
  • Fritidsaktiviteter
  • Legeaftaler
  • Struktur
  • Skældud
  • Forståelse for trækket og barnets behov
Jeg har skrevet en E-Bog om overstimuleringer, som går i dybden med, hvordan du kan forebygge overstimuleringer, men også hvad du kan gøre, når det går galt – for det gør det indimellem. Det er helt ok – sådan er livet også en gang imellem.
Og det er ikke let, men det er vigtigt at vide, hvad du kan gøre for at hjælpe dit barn. Møde det med forståelse og forsøge at opfylde barnets behov for mere ro og struktur. Du skal hele tiden være på forkant, og det kan være super hårdt at være i. Men når det lykkes og du kan se, at dit barn trives, så lover jeg dig, at det er det hele værd.

Det har været en skøn sommer, og jeg nyder lidt at være tilbage til hverdagen, for den er der også noget smukt i. Det kunne jeg ikke se tidligere – der var alt for meget klem på, og for mig handlede det bare om at komme igennem ugen.

Det er fantastisk, når man kommer ned i gear – får skåret ind til benet og laver de ting, man kan holde til. Når der er balance i tingene – det kræver hårdt arbejde, men det kan lade sig gøre.

Det er noget af det, jeg brænder for at få ud til dig og det vil jeg arbejde på her efter ferien, så følg med, hvis du har brug for ideer til at få mere balance i dit og familiens liv.

Knus
Vicky